Mandag 17. marts. 2008
Håndarbejdsmessen er vel overstået!
Der har været rigtig mange besøgende - tallet
nåede iår op på 5800!
Mine kolleger fra Familie og Samfund i Odense SV og jeg, som har instrueret i forskelligt håndarbejde i Inspirationshjørnet på messen,
har arbejdet hårdt alle tre dage.
Der er blevet kniplet, filtet, strikket, lavet pon-poner, gimpet, syet patchwork og strikket på knagerækker.
Fyens Stiftstidende var på besøg og vi blev tildelt meget spalteplads i søndagens avis:
Håndarbejde for enhver smag – Fyens Stiftstidende søndag 16.03.08
Prøv selv
Mens man må nøjes ned at aflure Torben Oppfeldt teknikken, så kan man i inspirationshjørnet nede i det bageste hjørne af den ene hal selv prøve kræfter med andre former for håndarbejde. Blandt andre kan man her møde Solveig Christiansen fra Skalbjerg, som viser, hvordan man strikker på knagerækker og kan få både tørklæder, tasker og forskellige mønstre ud af garnet.
- Kender du fingerstrik, det er det samme, der er bare flere fingre, forklarer hun. Og ved at bruge knagerækker med varierende afstand mellem knagene, får man forskellige effekter frem.
- Det her er et pyntetørklæde siger hun og hiver et færdigt produkt frem.
- Det snor helt naturligt, når man strikker meget mere i den ene side end i den anden, fortsætter hun.
Solveig Christiansen laver også tekstil-billeder og begge dele underviser hun i hos Familie og Samfund i Bellinge.
Solveig Christiansen, Skalbjerg, viser knagerækkestrik. Gæsterne kan også selv få lov at prøve teknikken i inspirationshjørnet. Foto: Christian Brandt